Ytringsfrihed og demokratiske rettigheder

Jørgen Christian Meyer
professor ved Historisk institutt, Universitetet i Bergen

Ytringsfrihed og demokratiske rettigheder er nogen af de vigtigste grundpiller i vort samfund. De blev første gang formuleret under den franske revolution og ideen om et åbent samfund spredte sig over Napoleonskrigene og gennem etableringen af nationalstater med høj grad af folkelig deltagelse i politik til resten af Europa. Prisen vi har betalt herfor har været høj. Europas historie på 1800- og 1900-tallet har været præget af borgerkrige og krige mellem de nye nationalstater, og også opkomsten af diktaturer, som havde en meget høj grad af folkelig opbakning. Den industrielle revolution i vor del af verden gjorde dette til en yderst blodig affære. Den første og anden Verdenskrig er uden sidestykke i verdenshistorien i så henseende; men disse krige har sammen med industrialiseringen også skabt et nyt Europa, med en hel anden social organisering, en helt anden familiestruktur og en helt anden relation mellem enkeltindivid, familie og statsmagt. Vi er i vor del af verden ikke længere afhængig af familie og venner for at overleve, og statsmagten har gennem et effektivt skattesystem og ganske detaljeret kontrol med borgerne kunnet træde i stedet som et socialt og økonomisk sikkerhedsnetsystem.

Det er ikke længere min familie, der bestemmer hvem jeg skal gifte mig med eller hvilken uddannelse jeg kan vælge. Jeg har konkret fået muligheden for selv at tage sådanne valg. Prisen vi betaler herfor, er så en statsmagt, som i detaljer gennem lovgivningen blander sig i, hvorledes jeg skal indrette min familie og hvorledes jeg skal opdrage mine børn. Den type ytringsfrihed og demokratiske rettigheder, som vi dyrekøbt har erhvervet os, hænger sammen med alt dette.

Der er nogen der påstår, at vor kristne kulturarv har været en vigtig drivkraft i denne udvikling, og at kristendommen betød en helt ny opfattelse af enkeltindividets rettigheder og relationen mellem mennesker. Det er da muligt at kristendommen har elementer af dette i sig - det skal jeg ikke benægte -; men hvis vi ser på Europas historie kan det være ganske vanskeligt at få øje på denne indflydelse. Kristendommen, som vi kender den, blev en del af den romerske absolutistiske stat, da den romerske kejser Theodosius ophøjede den til statsreligion i 391. Den blev et politisk redskab til at styre.

Der var ikke plads til divergerende opfattelser af forholdet mellem Gud, Jesus og Helligånden, og kristendommens historie blev op gennem middelalderen i Vesteuropa identisk med ensretning og forfølgelser af grupper, som havde divergerende opfattelser af dette. Andre trosretninger blev brutalt udryddet og overlevede kun i det arabiske og muslimske område, hvor man ikke betragtede dem som nogen trussel. Det var også i den muslimske verden at jøderne kunne leve i relativ tryghed for systematiske forfølgelser. Overhovedet for den græsk-katolske kirke har i øvrigt stadig sit hovedsæde i Konstantinopel eller Istanbul, som tyrkerne kalder det. Konflikterne i det vesteuropæiske område drejede sig ikke bare om forskellige trosretninger, men også om forholdet mellem det verdslige og religiøse. Konflikten mellem pavekirke og kejsermagt skabte en skillelinie mellem en religiøs og en verdslig verdensorden, som er ganske unik for det vesteuropæiske samfund sammenlignet med resten af verden. Nye naturvidenskabelige erkendelser blev af kirken betragtet som en trussel mod det religiøse verdensbillede og dens dogmer. Jeg skal bare her nævne Giordano Bruno og Galileo Galilei. Bruno blev brændt på bålet, og Galilei blev tvunget til at afsværge det kopernikanske verdensbillede, som påstod at jorden bevægede sig rundt om solen, og ikke omvendt.

I den nordvesteuropæiske protestantiske verden fik den verdslige magt ganske vist kontrol med kirken, som kom til at indgå som et vigtigt element i opbygningen af den enevældige stat, og verdslige universiteter fik her langt større spillerum; men kirken som institution kunne stadig se den verdslige videnskab som en trussel. Darwins udviklingslære blev mødt med stor modstand, og i USA kan vi stadig finde protestantiske uddannelsesinstitutioner, hvor der undervises i kreationisme. Kirken som institution kan ikke just siges at have været bærer af ytringsfrihed og ej heller af demokratiske rettigheder i Europa. Den var på mange måder for stærkt knyttet til den gamle verdensorden og den gamle magtelite fra før den franske revolution. Menneskerettighedserklæringen af 1789 blev mødt med stærk modstand fra den kristne kirke, og det medførte i Frankrig en officiel afkristning af det franske samfund med nedlæggelse af kirker og indførelsen af en ny tidsregning. Ved at sætte det lidt på spidsen kan man sige det således: Vi har fået vore demokratiske rettigheder, herunder ytringsfrihed, på trods af vor kristne kulturarv. Derved ikke sagt, at den kristne kirke ikke var i stand til at tilpasse sig den nye europæiske orden. Kirken blev således mange steder i løbet af 1800-tallet en vigtig medspiller i opbygningen af de vesteuropæiske nationalstater, som for eksempel Norge og Danmark; men denne nye europæiske orden kan ikke siges at have sin rod i kristendommen.

I den nuværende konflikt med den muslimske verden er det vigtigt at have forståelse for og viden om, ikke bare den muslimske verden, men også vor egen historie og kulturarv. Vi er i dag stærkt fortalere for, at ytringsfrihed og demokratiske rettigheder ikke bare skal være forbeholdt os; men det skal være et universelt gode, som det også kommer til udtryk i FN's mange menneskerettighedserklæringer, og som alle deltagerlandene da også har skrevet under på; men som forskellige lande måske nok tillægger forskelligt indhold og betydning. Det er vigtigt her, at vi har forståelse for, at vor variant af disse rettigheder har en lang og blodig historie bag sig, og at det forudsætter visse sociale og økonomiske grundbetingelser, som ikke er til stede alle steder i verden, og hvor der kan være en helt anden opfattelse af forholdet mellem det religiøse og verdslige univers. Vi lever også nu i en global verden med store grupper af indvandrere fra andre dele af verden, som skal tilpasse sig nationalstatens krav om en vis ensartethed - vi kalder det integrering - og stærk statslig kontrol med enkeltindividet og familien.

Nu er det imidlertid ikke kun de andre der skal tilpasse sig denne verden, men også os. Det vi gør, skriver og giver udtryk for kan få betydning uden for landets grænser, hvad den sidste tids begivenheder smerteligt har mindet os om. Det betyder ikke, at vi skal gå på kompromis med vore basale rettigheder; men at vi skal forvalte disse på en fornuftig måde. Der er vel ingen i Danmark eller Norge, som er i tvivl om, at vi har disse rettigheder. Hvis der endelig er nogen som vil teste deres tilstedeværelse, burde vi gøre det på os selv, ikke på de andre.

Det ville unægtelig have været langt mere relevant og klogt, hvis det kristne Magazinet havde valgt en helt anden målgruppe, nemlig deres egne læsere. Mange af dem var faktisk imod at filmen Life of Brian blev vist i Norge.